VisitNordvestkysten

Handicapvenlige attraktioner i Thy

Thy byder på en række spændende attraktioner, hvor tilgængelighed er en naturlig del af oplevelsen. Her kan du besøge museer, naturcentre og lokale seværdigheder eller komme helt tæt på den storslåede natur – alt sammen med gode adgangsforhold, så alle kan være med.

Handicapvenlige oplevelser i Thisted
Foto: VisitNordvestkysten

Listen bliver løbende opdateret, så du altid kan finde de nyeste oplysninger om attraktioner i området.

Kørestolsvenlige oplevelser

Handicapvenlige oplevelser ved Nordvestkysten
Foto: VisitNordvestkysten

Thisted Museum

Thisted Museum åbnede i 2023 i nye rammer og formidler Thy’s historie gennem syv udstillinger med fokus på genstandenes fortællinger – fra stenalderfolk og bronzealderens Kallerupfund til nutidens iværksætterkultur. 

Handicapvenlige forhold:
Museet har niveaufri adgang, automatisk dør og elevator til alle niveauer. Der er handicaptoilet, parkering ca. 200 meter fra indgangen og rolige områder til pauser. Personalet er opmærksomme på både synlige og usynlige handicap og tilbyder lydinputs som en del af formidlingen.

Læs mereLæs mere "Thisted Museum"
Nationalparkcenter Thy, handicapvenlig oplevelse
Foto: VisitNordvestkysten

Nationalparkcenter Thy

Attraktionen er let tilgængelig for kørestolsbrugere. Der er brede, automatiske døre, der giver adgang for alle, samt et handicapvenligt toilet. Hele centeret er uden niveauforskelle, og der er god plads til at bevæge sig rundt. Handicapparkering findes lige uden for centeret.

Her har man også mulighed for at tale med de frivillige om, hvilke handicapvenlige naturoplevelser man ønsker at opleve i Nationalpark Thy, f.eks. Sårup, Lodbjerg Fyr eller Agger.

Læs mereLæs mere "Nationalparkcenter Thy"
WalkNRoll, handicapvenlig oplevelse
Foto: WalkNRoll

WalkNRoll

WalknRoll vil give alle, uanset handicap, muligheden for at gå eller rulle en tur i Nationalpark Thy.

Der bliver mulighed for at gå eller rulle flere forskellige ruter, som alle er handicapvenlige, nemlig 1km, 3km, 5km, 7km og 10km.

Tempoet bestemmer du selv, det gælder nemlig ikke om at komme først, men om at hygge sig og have en social og aktiv dag. WalknRoll er åbent for alle, om du er kørestolsbruger, gangbesværede, kvinde eller mand er ligegyldigt, bare du ønsker at gå for en god sag.

Men hvorfor er dette i Agger? – Agger er valgt, da man her råder over Danmarks længste handicapsti og samtidig har den unikke natur i Nationalpark Thy, med både sø, hav, skov, å og fjord.

Læs mereLæs mere "WalkNRoll"
SMK THY
Foto: Martin Hoffmann© SMK Thy

SMK Thy - Statens Museum for Kunst

I Doverodde danner en karakteristisk silo og et nænsomt genopført pakhus rammen om SMK Thy. Her kan du opleve skiftende udstillinger fra landets største kunstsamling og deltage i spændende arrangementer i samspil med stedets unikke arkitektur og landskab.

Handicapvenlige forhold:
Attraktionen er indrettet med fokus på tilgængelighed for alle. Der er automatisk indgangsparti, elevator til udstillingsområdet, handicaptoiletter og parkering ca. 100 meter fra hovedindgangen. Udenfor er der gode adgangsforhold helt ned til vandet. Ledelinjer hjælper synshandicappede med at finde vej, og personalet står klar til at assistere efter behov.

Læs mereLæs mere "SMK Thy - Statens Museum for Kunst"
Thy Whisky
Foto: Thy Whisky

Thy Whisky

Hos Thy Whisky kan du året rundt besøge butikken og smagerummet i den gamle hestestald, nyde whisky mellem tønderne og købe varer lavet på gårdens egne råvarer. Du kan også deltage i rundvisninger og whiskysmagninger, hvor du følger hele processen fra mark til flaske.

Handicapvenlige forhold:
Der er niveaufri adgang, handicapvenligt toilet og parkering 20 meter fra indgangen. Rundvisningerne er tilrettelagt for kørestolsbrugere, og der er god plads overalt, så alle kan få en tryg og tilgængelig oplevelse.

Læs mereLæs mere "Thy Whisky"
Hanstholm fyr
Foto: VisitNordvestkysten

Det Nordatlantiske Fyr

Denne sommer viser Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm den første udstilling i Danmark med kunstneren Jane Hughes. Hendes værker kredser om landskaber i forandring, om ruiner, fossiler og spor fra fortiden, som langsomt træder frem og opløses igen. 


Handicapvenlige forhold:
Der er adgang for kørestolsbrugere, handicaptoilet og parkering 200 meter fra indgangen med mulighed for elbilsladning. Området omkring fyret har tilgængelige stier, og der er rolige steder, hvor man kan trække sig tilbage. Personalet tager også hensyn til usynlige handicap.

Læs mereLæs mere "Det Nordatlantiske Fyr"
Thy Hallen Svømmecenter
Foto: Thy Hallen Svømmecenter

Thy Hallen Svømmecenter

Thy Hallen er indrettet med fokus på tilgængelighed, så alle kan få glæde af faciliteterne. Svømmecentret tilbyder fire handicapvenlige omklædningsrum, hvoraf ét er indrettet med to brusere. 

Handicapvenlige forhold:

  • Fire små badestole og tre store badestole med hejs
  • Fire badesenge med hejs
  • Hejs til både 25-meter bassinet (27 grader, vanddybde 1,2–3,8 meter) og terapibassinet (34 grader, vanddybde 1,2 meter)

Der er adgang til forskellige hjælpemidler i bassin og omklædningsrum, bl.a. vinger, slanger, halskrave til voksne, rollator med hjul samt badeskamler.

Læs mereLæs mere "Thy Hallen Svømmecenter"
Thy Race aktivitetspark, handicapvenlig oplevelse
Foto: Thy Race

Thy Race aktivitetspark

Rundt i skoven er der grusstier, som også er tilgængelige for kørestolsbrugere, f.eks. på vej til Discgolf. I Aktivitetsparken ved Skovhuset findes et handicapvenligt toilet. Der er desuden en flisebelagt sti til Aktivitetshallen, som gør adgangen nem for alle, og handicapparkering ligger tæt på.

Sydthy Svømmebad
Foto: Thy Turistforening

Sydthy Svømmebad

Sydthy Svømmebad har en stor svømmesal med 25 m bassin med 1 meter og 3 meter vipper, vandrutsjebane på 55 meter, børne/øvebassin med en lille rutsjebane og masser af badedyr. Varmtvandsbassinet har luft og massagedyser.

Handicapvenlige forhold: 
Der er niveaufri adgang via indgangsparti eller rampe samt automatiske døre og elevator eller lift til relevante områder. Faciliteterne inkluderer ledelinjer, handicapvenlige toiletter og reserverede handicapparkeringspladser. Områderne er rummelige med god plads til kørestolsbrugere. Desuden er der lift i varmtvandsbassinet, og separate omklædningsrum, som er specielt indrettet til at kunne servicere bårepatienter eller andre brugere med op til to hjælpere.