17. dec. 2025
Vestkysten topper gæstetilfredsheden: Rekordhøjt niveau i ny undersøgelse
En ny omfattende gæsteundersøgelse gennemført blandt mere end 3.300 danske og udenlandske turister viser, at Vestkysten står stærkere end nogensinde.

Hele 96 procent af gæsterne er tilfredse eller meget tilfredse med deres ferie ved Vestkysten, og områdets samlede Net Promoter Score (NPS) er steget til 76 - det højeste niveau, der nogensinde er målt i undersøgelserne langs Vestkysten. Undersøgelsen dokumenterer, at både højsæson og skuldersæson oplever markante løft, og at stigningen ikke blot skyldes godt vejr eller ændrede metoder, men en reel forbedring i gæsternes samlede oplevelse.
Naturen og roen er Vestkystens stærkeste kort
Gæsterne peger igen i år på naturen som den vigtigste grund til at vælge Vestkysten som feriemål. Stranden, kysten, klitterne og den særlige vestkystro er de mest betydningsfulde elementer for en god ferie. Samtidig efterspørger gæsterne i stigende grad gode lokale madoplevelser, som er den hurtigst voksende kommercielle driver for valget af Vestkysten.
Gæsteundersøgelsen viser, at:
- naturen fortsat er hovedårsagen til at vælge Vestkysten
- gæsterne efterspørger unikke, autentiske oplevelser
- gæster med flere oplevelser under opholdet giver højere anbefalingsscore


Formand Mogens Gade: “Det her er en fælles succes”
Formand for Partnerskabet for Vestkystturisme, Mogens Gade, glæder sig over resultaterne:
“Det her er en fælles succes for hele Vestkysten. Vi står med nogle af de mest tilfredse gæster i Danmark, og det er et direkte resultat af mange års målrettet arbejde fra kommuner, destinationer, turismeaktører m.fl. langs hele kysten. At NPS nu ligger på det højeste niveau, vi nogensinde har set, viser, at Vestkysten leverer kvalitet, nærvær og stærke naturoplevelser, som gæsterne virkelig værdsætter.” “Samtidig tager vi resultaterne som en klar påmindelse om, at vi skal fortsætte arbejdet med at styrke byliv, madoplevelser og fælles gæsteinformation - særligt uden for højsæsonen. Der ligger et stort potentiale i at få gæsterne til at opleve endnu mere, når de er her.”
Et stærkt fundament – og nye muligheder for Vestkysten
Gæsteundersøgelsen understreger, at Vestkysten står på et solidt fundament med nogle af landets mest tilfredse gæster og et stærkt brand, der år for år tiltrækker flere besøgende. Resultaterne peger samtidig på nye muligheder for at gøre oplevelsen endnu bedre - særligt ved at give gæsterne flere anledninger til at udforske destinationerne og opleve endnu mere, når de er her. Partnerskabet for Vestkystturisme vil bruge indsigterne til at fortsætte det fælles arbejde med at styrke sæsonforlængelse, gastronomi, byliv og den samlede gæsterejse på tværs af hele kysten. Med årets historisk høje tilfredshed er der et stærkt afsæt for at løfte Vestkysten endnu længere - til glæde for både gæster, lokale og erhvervsliv.

Tak for samarbejdet – og et stærkt afsæt for fremtiden
Årets resultater markerer samtidig afslutningen på Mogens Gades tid som formand for Partnerskabet for Vestkystturisme. Med afsæt i flere års tæt samarbejde takker han nu af og sender en stor tak til alle kommuner, destinationer, erhvervsaktører og lokale kræfter, der hver dag bidrager til Vestkystens udvikling.
“Vestkysten er noget særligt. Det er et sted, hvor naturen, lyset og lokalsamfundene tilsammen skaber en kraft, som gennem generationer har tiltrukket gæster – og som fortsat gør det. Det har været en stor glæde at være med til at styrke denne udvikling i fællesskab.”
Han peger på, at Vestkysten står stærkere end nogensinde: som én samlet destination med et unikt naturfundament, levende byer, stærke erhvervsaktører og en fælles ambition om bæredygtig udvikling.
I 2025 har Partnerskabet for Vestkystturisme arbejdet intensivt med en opdatering af udviklingsplanen - en plan, der netop nu er til politisk behandling i de 10 kommuner i partnerskabet. Med afsæt i udviklingsplanens vision frem mod 2030 glæder Mogens Gade sig over, at Vestkysten fortsat tør tænke nyt, handle sammen og udvikle turismen i balance med natur, kultur og lokale fællesskaber
“Vi har sat en retning, der rækker langt ud over i dag: en retning, hvor vi både beskytter og bruger vores natur, udvikler stærke feriesteder, skaber helårsoplevelser og styrker lokalsamfundene. Vestkysten står med et stærkt afsæt for de næste skridt.”
Med årets historisk høje gæstetilfredshed som bagtæppe ligger der et klart signal: Vestkysten er inde i en stærk og positiv udvikling, og potentialet er større end nogensinde. Partnerskabet fortsætter arbejdet med en fælles vision om at gøre Vestkysten til en af Nordeuropas mest attraktive og bæredygtige kystdestinationer og en drivkraft for lokal udvikling. Gæsteundersøgelsen er lavet i regi af projektet: ”Vestkystoplevelser, der gør indtryk og efterlader positive aftryk”, som er medfinansieret af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
gæstetilfredshedsanalyse


