VisitNordvestkysten
Nyheder

24. sep. 2025

Når havet binder os sammen - Klumme af Belinda Brix

Hook & Cook er ikke bare et event – det er vores kærlighedserklæring til kysten og til hinanden

Skrevet af:Belinda Brix Bertelsen

Hook & Cook
Foto: VisitNordvestkysten

Hvorfor events er vigtigere end eventen
Når jeg står på havnekajen i en af vores vestkystbyer og mærker duften af friskfanget fisk, lyden af børn der griner, og ser lokale ildsjæle tage imod gæster med åbne arme, bliver det så tydeligt for mig: Events handler aldrig kun om selve eventen.

For de, der aldrig har oplevet det, er Hook & Cook en eventrække langs Nordvestkysten, hvor vi kombinerer det, vi er allerbedst til: hav, fisk og fællesskab. Her kan man selv prøve kræfter med at fange fisk, lære af lokale kokke og til sidst nyde maden sammen med andre. Det er en oplevelse, hvor natur, kultur og gastronomi smelter sammen – og hvor både lokale og gæster mødes omkring noget så enkelt og stærkt som friskfanget fisk.

Rubjerg Knude Fyr Sensommermagi
Foto: VisitNordvestkysten

Men under overfladen – der hvor det virkelig betyder noget – skaber vi noget langt større. Her opstår et nyt sprog for, hvem vi er som lokalsamfund. Vi bygger broer mellem foreninger, virksomheder, frivillige og naboer. Vi giver vores børn minder, de tager med sig videre. Vi viser gæster udefra, at her på Nordvestkysten har vi ikke bare råvarer i verdensklasse, men også hjerterum, stolthed og sammenhold.

Når vi skaber vores egne events med udgangspunkt i det sted, vi bor og elsker, trækker vi også en helt anden gæstegruppe til. Gæsterne kan mærke, når noget er ægte – når fiskeren, kokken eller naboen selv står og deler ud af deres passion - deres stolthed. Det giver en varme og autenticitet, som ingen købt konceptpakke udefra nogensinde kan levere. Den slags oplevelser går under huden på folk. Det betyder, at de vender tilbage år efter år, fordi de føler sig som en del af fællesskabet. Og det er netop sådan, vi ikke bare tiltrækker turister – vi opbygger en loyal familie af tilbagevendende gæster, der bærer vores historie videre og styrker hele vores egn.

Fisken på disken i Hanstholm
Foto: Vicky Maddisson© VisitNordvestkysten

Samtidig løfter vi os ud over det trivielle. Vi leverer ikke bare hoppeborge og baggrundsmusik, men vi samskaber et flydende visitkort for vores byer. Et levende udtryk for, hvad vi kan, og hvem vi er, når vi står sammen. Den energi og kreativitet kan mærkes – og det er præcis dét, der gør oplevelserne mindeværdige og værd at rejse efter.

Og netop dét bliver tydeligt, når man ser på de mange nedslag i Hook & Cook. I Hanstholm summer havnen til Fisken På Disken, hvor fiskekonkurrencer, børneaktiviteter og smagsprøver giver havnen nyt liv. I Thorupstrand fyldes stranden af musik, kuttere og fællesskab til Kutter Festivalen. I Thorsminde bliver havnen omdannet til et sanseunivers med lyskunst og fisk over bål til Fish After Dark. I Hirtshals samles familier til fiskeskole og smagsoplevelser, mens Lønstrup byder på Sensommermagi i landskabet ved Rubjerg Knude Fyr. Og på fjorden i Handbjerg Marina forvandles kysten til et eventyrland under Little Dubai Festival. Selv Lemvig og Thyborøn sætter deres særlige præg med hhv. Krabbefestival og  Mysteriet i Thyborøn.

Hanstholm
Foto: Vicky Maddisson© VisitNordvestkysten

Fælles for alle disse nedslag er, at de ikke bare er events. De er samskabelse i praksis – en kærlighedserklæring til den enkelte by og dens mennesker. De er lokale hænders bud på, hvordan man kan forene stolthed, natur, kultur og gastronomi i én oplevelse.

Events som Hook & Cook er med til at tegne en ny identitet for vores byer. Ikke kun som feriesteder – men som levende fællesskaber, hvor samarbejde og kærlighed til stedet bærer væksten. Og det er en vækst, der er bæredygtig. For når vi udvikler oplevelser i fællesskab, så drypper værdien ned til hele byen: butikkerne, de små producenter, kulturforeningerne, fiskerne – ja, selv havnen får nyt liv.

"Events er vigtigere end eventen, fordi de skaber stolthed, loyalitet og identitet, der varer langt længere end weekenden – og når vi samskaber, leverer vi noget, ingen hoppeborg eller købt koncept kan hamle op med: ægte kærlighed til stedet" siger Belinda Brix Bertelsen.

... Hun forsætter; "Det er derfor, events er så meget vigtigere end eventen selv. De skaber en følelse af ejerskab, kærlighed og stolthed. Og de giver os et aftryk, der rækker længere end weekenden og sommeren – helt ind i vores fremtid.
Så næste gang vi mødes omkring bålet og steger fisk fanget lige ude i bølgerne, så husk: vi er ikke bare til et event. Vi er med til at skrive historien om vores by. Sammen".

Om Belinda Brix
Belinda Brix er chef for sæsonforlængelse ved VisitNordvestkysten, hvor hun udvikler og driver initiativer, der skaber liv langs kysten – også uden for højsæsonen. Hendes passion er at skabe autentiske events og samarbejder, der både styrker byernes identitet og giver gæsterne lyst til at vende tilbage igen og igen. For Belinda handler sæsonforlængelse ikke kun om flere gæster i skuldersæsonerne, men om fællesskab, stolthed og bæredygtig udvikling på hele Nordvestkysten.

Chef for strategiske partnerskaber og sæsonudvidelse

Belinda Brix Bertelsen - Chef for Strategiske Partnerskaber og Sæsonudvidelse
Belinda Brix

Belinda Brix Bertelsen

Chef for Strategiske Partnerskaber og Sæsonudvidelse